Indlæser Begivenheder

Med sin nærmest fløjlsbløde baryton-stemme og karismatiske fremtoning er Thomas Storm en af landets mest efterspurgte, yngre sangere. Budolfi Kirke åbner dørene for en sommerligmiddagskoncert med et program, der præsenterer nogle af de mest ikoniske arier for baryton-solister. Sammen med domorganist Jørgen Ellekilde i rollen som akkompagnatør vil Thomas Storm synge uddrag fra de helt store operaklassikere: Figaros Bryllup, Tryllefløjten, La Traviata og Puccinis Edgar. Programmet giver også plads til musik fra Wagners Tannhäuser, foruden tyske lieder og et enkelt visit i musicalens verden.

Thomas Storm er en formidabel sanger. Med en overbevisende scenisk fremtoning og en stemme, der er rig på nuancer og kropslighed, mestrer han sit repertoires mangfoldighed af udtryk og stemninger til fulde. Efter sin debut på Det Kongelige Teater i 2009 har han sunget flere partier på nationalscenen, heriblandt rollen som Schaunard i Det Kongelige Teaters opsætning af Puccinis La Bohème. Thomas Storm er en hyppig gæst på alle landets operascener og har desuden sunget koncerter flere steder i Europa, Asien og USA.

Jørgen Ellekilde er ansat som domorganist ved Budolfi Kirke – Aalborg domkirke. Han er uddannet organist fra Det Jyske Musikkonservatorium med debutkoncert i 2019 og pianist fra Det Fynske Musikkonservatorium. Sideløbende med studiet i Aarhus har han studeret i Hamborg hos kirkemusikdirektør ved Michaelis Kirken Christoph Schoener.

Entré 50 kr.

Børn og unge under uddannelse gratis.

Billetter købes via www.aalborgopera.dk eller ved indgangen.

 

Koncerten er arrangeret i samarbejde med Aalborg Domkirke og Aalborg Operafestival.